Oct 042011
 

En helt unik naturfoto-begivenhed i Danmark

Den 5. og 6. november slår det naturhistoriske museum, Naturama, i Svendborg dørene op til en historisk begivenhed. For første gang i Danmark kan man deltage i et velgørende naturfoto-arrangement, hvor fokus er rettet mod arbejdet med naturbevaring og oplysning.

Pengene fra arrangementet går til naturbevarings-projekter i Skandinavien.

Morten Hilmer og Søren Koch er motorerne bag Nature Photo Camp, der ud over dem selv byder på foredrag af nogle af Skandinaviens absolutte top-naturfotografer.

Kom og mød og oplev foredrag af Morten Hilmer, Jesper Tønning, Søren Koch, Carsten Egevang, Magnus Elander, Tom Svensson, Roy Mangersnes og Lassi Rautiainen.

I et lille land, som Danmark, hvor naturfotoscenen er forholdsvis beskeden, er Nature Photo Camp en ganske enestående begivenhed og et must for alle naturfotografer – uanset niveau.

Vil vi noget som helst med naturfotografi i Danmark er det bydende nødvendigt, at alle naturfotografer støtter op om et fantastisk arrangement, som dette!

Sidste frist for tilmelding torsdag d. 6/10 kl. 10.00!

Tildmeldingsfrist er på torsdag d. 6. oktober, så det er med at skynde sig, hvis man vil deltage i et stykke naturfotomæssigt Danmarkshistorie. Og der er sandsynligvis rift om de 150 pladser, da jeg formoder, at medlemmerne af Danmarks store naturfotoforening, NFD, valfarter til Photo Camp.

Tilmeld dig her!

Vi ses på Nature Photo Camp!

Læs det spændende program:

Share
Aug 272011
 

Den svirpende gren efterlader et rødt mærke i min pande, men jeg ænser intet og maser mig videre gennem det ufremkommelige skovkrat, der skærer rifter i mit ansigt og på mine arme og ben som fremtidige vidnesbyrd på mit eventyr.

(Artikel bragt i Naturfotografer i Danmarks (NFD) medlemsblad nr. 3, august 2011)

På afstand har jeg set det store dyr bevæge sig let og lydløst, som en skygge gennem underskoven. Jeg følger dens formodede retning, mens adrenalinet pumper lige dele frygt og spænding hele vejen fra min mave, rundt i kroppen og ud i fingerspidserne…

Læs hele artiklen…

Share
Aug 222011
 

Foto- og naturnørder kan godt begynde at kysse koner/mænd og børn farvel, for der venter et fantastisk efterår med fotoudstillinger og events i lange baner, og nogle endda inden for rækkevidde lige her i Danmark

Den 23. – 25. september er der fotofestival i Thy, hvor jeg selv glæder mig til at udstille. Her kommer store navne som Uri Goldman, Sandra Bartocha og Florian Möllers. Programmet bugner af spændende foredrag, konkurrencer, udstillinger og workshops.

Den 21. – 22. oktober er der Wild Photos, et kæmpe naturfoto-symposium i London, hvor nogle af verdens førende naturfotografer, bla. Jack Dykinga og Andy Rouse, mødes til foredrag og debat.

Den 21. oktober afsløres vinderne af verdens største naturfotokonkurrence, Veolia Environnement Wildlife Photographer of the Year, på Londons Naturhistoriske Museum.

Den 5. – 6. november er der Nature Photo Camp på Naturama i Svendborg, hvor Skandinaviens største naturfotografer mødes til et fantastisk fotoarrangement med fokus på naturbevarelse. Her kommer bla. danske navne som Morten Hilmer, Jesper Tønning, Søren Koch og Carsten Egevang.

18. – 20. november er der årsmøde i NFD, Naturfotografer i Danmark, hvor vinderne af den årlige fotokonkurrence kåres. Mødet holdes i Rørvig.

Der er sikkert mange flere arrangementer, men dette er, efter min mening, nogle af de væsentligste.

Måske ses vi til fotoarrangement i efteråret!?

 

 

 

 

Share
Mar 022011
 

Vi elsker naturen, vi færdes hjemmevandt i den og fotograferer dens storslåede mangfoldighed. Hvad skal vi fotografere, hvis den forsvinder?

(Artikel skrevet til NFD – Naturfotografer i Danmark, medlemsblad nr. 59, feb. 2011)

Varsomt sætter jeg foden i rensdyrlav og revling. Det knaser, så jeg frygter at blive hørt og afsløret. Efter at have orienteret mig fra toppen af en klit, har jeg sneget mig tættere, skjult via lavningerne i klitheden. Nu er mit bytte lige omme på den anden side af en lille forhøjning. Langsomt stikker jeg hovedet over kanten og ser de smukke rådyr, der poserer og dovent nyder den, trods vinter, lune formiddagssol. Jeg har indskudt mit Nikon D300s på forhånd, så indstillingerne er klar. Jeg får styr på åndedrættet og tager første aftræk. Pletskud.

Rådyrene er foreviget. De hører spejlets ’klak’ men kan ikke bestemme retningen og bliver ikke foruroligede. De er ikke så nervøse, da de ikke har mange fjender her i vildmarken med permanent jagtforbud. Jeg befinder mig i en vaskeægte, dansk vildmark med nogle af de sidste rester af den vilde natur uberørt af menneskehånd, vi har herhjemme. Hanstholm vildtreservat er underlagt den næsthøjeste beskyttelseskategori (kategori 1b, wilderness area) efter internationale standarder sat af IUCN (the International Union for Conservation of Nature). Standarder, der, trods FN’s anbefaling, ikke følges af de danske myndigheder.

Mit mål i dag er vilde dyr i den vildeste natur, der findes på den hjemlige side af rigsgrænsen i verdens mest intensivt dyrkede land. Som udgangspunkt har jeg blænden sat på største åbning, 2,8. Jeg søger dyrene stemningsfuldt indrammet af den slørede for- og baggrunds former og farver og samtidig uforstyrret af distraherende og unødvendige detaljer. Fokus, farve og form er nøgleordene. Afhængigt af afstanden mindsker jeg blænden, så hele dyret konstant er 100 procent i fokus. Jeg fotograferer med Nikkor 300mm. 2,8 VR og kommer ikke så tæt på rådyrene, at det er muligt at arbejde med varieret dybdeskarphed på selve dyret.

Natur er den uorganiske og organiske verden i modsætning til kultur, der består af alt det menneskeskabte i samfundet’, skriver fremmedordbogen, og Den Danske Ordbog skriver blandt andet, at natur er ’oprindelig og ægte tilstand’. Og det her er ægte natur. Her er ingen mennesker, ingen biler, ingen skorstensrøg i horisonten, Ingen pesticidoverdængede, gyllelugtende marker, ingen baggrundssusen fra det ellers allestedsnærværende samfund. Stilheden larmer. Jeg kan høre adrenalinet suse og hvert fiber spænde i min krop, når jeg møder de vilde dyr, der accepterer min tilstedeværelse, så længe jeg respekterer dem og ikke forstyrrer deres naturlige adfærd.

At færdes i naturen er en livsbetingelse. Jeg har levet i og med den fra barnsben, og den friske luft, de åbne vidder, albuerummet og frihedsfølelsen er en livsforudsætning på linje med indtaget af mad og vand. Udover mine egoistiske bevægegrunde til at befinde mig i naturen og fotografere den, føler jeg også en forpligtelse som medborger, naturfotograf, journalist, oplyst og tænkende individ i en stadig mindre verden med en voksende befolkning og en mere og mere forarmet natur med en forsvindende mangfoldighed.

En forpligtelse til at dele glæden ved vores natur, til at udbrede kendskabet til Moder Jords tilstand og nødvendigheden af en radikal indsats for at stoppe det, som Danmarks Miljøundersøgelser kalder en global katastrofe på linje med dinosaurernes uddøen. Halvdelen af arterne herhjemme er i tilbagegang. Den biologiske diversitet skrumper med uhyggelig fart. Haren er rødlistet. Vores natur er ved at forsvinde.

Jeg betragter billederne fra dagens fototur. Selvom jeg har begrædt den bortsmeltede sne, husker jeg nu, at naturen også er forunderlig uden. Den er forunderlig året rundt. I sol, sne og regn. Jeg kalder på min kone og viser hende den natur og de vilde dyr, som jeg elsker så højt. Og her begynder det. Bevidstheden om det, som går tabt, og det som stadig kan reddes, breder sig som ringe i vandet. Jeg deler mine billeder og viden. Jeg påvirker mine omgivelser. Jeg kæmper for naturen. Kæmper du også?

Share