Aug 272011
 

Den svirpende gren efterlader et rødt mærke i min pande, men jeg ænser intet og maser mig videre gennem det ufremkommelige skovkrat, der skærer rifter i mit ansigt og på mine arme og ben som fremtidige vidnesbyrd på mit eventyr.

(Artikel bragt i Naturfotografer i Danmarks (NFD) medlemsblad nr. 3, august 2011)

På afstand har jeg set det store dyr bevæge sig let og lydløst, som en skygge gennem underskoven. Jeg følger dens formodede retning, mens adrenalinet pumper lige dele frygt og spænding hele vejen fra min mave, rundt i kroppen og ud i fingerspidserne…

Læs hele artiklen…

Share
Mar 142011
 

Den kan veje et ton, den kan løbe 60 kilometer i timen, den har kraftige horn, og jeg står mindre end ti meter fra den…

Gennem snefoget aner jeg silhuetten af en urkæmpe. Et gigantisk hoved svajer fra side til side i slowmotion og fungerer som en sneskovl, der fjerner tonsvis af sne, så livsvigtigt, næringsrigt græs kan nås. Kæmpen har en kraftig pels, og den kan overleve i ekstreme kuldegrader i uendelige vintre.

Verdenshistoriens talrigeste
Jeg nærmer mig langsomt den massive bisontyr, der er dybt optaget af sin endeløse søgen efter føde. Formaningerne om dyrets iltre temperament ligger som en tåge i mit baghoved, overdøvet af andægtig fascination af det vilde dyrs nærhed, dens rolige, bastante fremtoning og tanken om dens uforandrede udseende og adfærd gennem tusindvis af år.

Før 1800-tallet herskede verdenshistoriens største bestande af landlevende pattedyr på prærierne i Nordamerika. Mere end 65 millioner bisonokser levede side om side med andre planteædere, rovdyr og den oprindelige, amerikanske befolkning, hvis livsgrundlag blandt andet baserede sig på bisonkød- og skind.

Næsten udryddet
I løbet af 1800-tallet lykkedes det stort set den hvide mand at udrydde bestandene af bisonokser, så der omkring 1890’erne var færre end 1000 individer tilbage. Bison blev udryddet på grund af pelsens værdi og for at fjerne levegrundlaget for den oprindelige amerikanske befolkning – indianerne.

Private initiativer og genoprettelse af bestande i forskellige nationalparker har reddet den amerikanske bison, og i Yellowstone lever cirka 3000 efterkommere af den oprindelige stamme fra området.

Mens jeg står her i Lamar-dalen i den nordligste del af verdens ældste nationalpark, Yellowstone, og betragter bisontyren, der er lykkelig uvidende om sine forfædres blodige skæbner, farer billeder af bison-nedslagtningerne gennem mit hoved.

Ingen undskyldning!
Umiddelbart tænker jeg, at man dengang var indskrænket og uvidende om sine handlingers fatale konsekvenser, og at vi heldigvis er mere oplyste, fornuftige og velovervejede i dag.

Men så kommer jeg i tanker om klimaforandringerne og dens afstumpede debat og den voldsomme, aktuelle og menneskeskabte artsudryddelse, som Danmarks Miljøundersøgelser for nylig har kaldt den sjette globale katastrofe i verdenshistorien.

For 200 år siden kunne man måske undskylde sig med uvidenhed. Det kan vi ikke i dag…

Jeg er gæsten
Tyren har drejet sit hoved. Han stirrer på mig, og jeg holder vejret velvidende, at jeg aldrig vinder kapløbet mellem mand og bison. Men jeg er ingen trussel, mit eneste våben er et kamera, og bisontyren vender tilbage til sin snerydning.

Jeg fotograferer det prægtige dyr og takker for, at jeg måtte opholde mig på hans territorium. Som ubuden gæst i vildmarken blandt vilde dyr, som har regeret længe før den destruktive menneskeart holdt sit indtog på jorden, er det min pligt at efterlade alt urørt og upåvirket af min tilstedeværelse.

Det skylder jeg mine efterkommere, som også gerne skal opleve Moder Jords vidunderlige vildskab, og det skylder jeg ikke mindst de vilde arter, som lever side om side i økologisk bæredygtig harmoni.

Kameraudstyr: 2x Nikon D300s, Nikkor 500mm. f/4 VRII, Nikkor 70-200mm. f/2,8 VRII, Nikon TC-20E III Teleconverter.

Tak til Nikon Danmark for lån af udstyr til min rejse til Yellowstone!

Share
Feb 242011
 

Skal jeg fotografere Bison eller måske Coyote, nej, jeg tror, det bliver Bighorn-bjergfår i dag… nææ, det bliver da dem alle sammen!

Yellowstone er næsten som en Zoo. Her er vilde dyr overalt. I dag stod jeg og ventede på en Bison, som kom langsomt nærmere. Jeg ville gerne have et foto af dens imponerende hoved. Bison-tyren var cirka hundrede meter væk, da jeg pludselig fornemmede en bevægelse ved siden af mig.

Det var en Bighorn-vædder. Et bjergfår. Han stod en meter fra mig og stirrede mig direkte ind i øjnene. Det var lige sådan en, jeg havde i tankerne i morges, da jeg tænkte over dagens ønskeskud. Her stod jeg imidlertid i lidt af en klemme.

Jeg havde 500mm-objektivet med mig, hvilket ikke engang kunne fokusere på vædderen på den korte afstand, og en bison kom tættere og tættere på mig (bison er den hyppigste årsag til ulykker mellem dyr og mennesker her i området).

Skulle jeg skynde mig hen til bilen, der holdt parkeret 30 meter væk, og bytte til kameraet med 70-200-objektivet? Og håbe på, at jeg kunne nå tilbage og forevige vædderen, inden bison-tyren prikkede til mig med sine horn, og inden vædderen forsvandt igen?

Jeg tog chancen, hvilket gik godt. Vædderen poserede høfligt, og Bison-tyren stod stille og ventede. Jeg fik den flotte bighorn-vædder i kassen – og alle de andre dyr også…

I morgen skal jeg lave video…

Mere følger!

Share