Folketingsvalg 2011: Hvor er naturen?

 

Debatten om klima, miljø og natur er fordampet som dug for den globale opvarmnings brændende sol…

Der er snart folketingsvalg i Danmark, og valgkampen buldrer afsted som et løbsk diesellokomotiv. Ikke til at standse. Ikke til at overdøve. Og tilsyneladende uden mulighed for at skifte spor og ændre retning.

Emnerne er vækst, økonomi, arbejdsløshed – et enkelt parti vil gerne sable ”de fremmede” endnu mere ned – men ellers er der næsten fælles konsensus over hele linjen.

Naturen er ikke eksisterende i en dansk valgkamp anno 2011, hvor verden står foran globale, klimamæssige udfordringer, der sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved vores levevis.

Men dem forholder vi os ikke til. De politikere, der har så travlt med at tale om ansvarlighed, henviser udelukkende til ansvaret for at hytte eget skind i en selvdestruktiv, navlebeskuende og kortsigtet iver efter mere og mere forbrug.

Under den nuværende regering har vi, som hypnotiserede lemminger, dyrket materialismen som en fælles religion. Skattelettelser og himmelfarende friværdier medførte en hidtil uset, overfladisk velstand med byggeboom, store biler, glaserede tegltage, samtalekøkkener, nye sommerhuse, ferielejligheder i Alanya, nye smartphones hver anden måned. En uværdig og grådig iver efter hele tiden at få nyt og mere.

Samtidig har vi ignoreret klimakrise, politisk blokering for forskning og udvikling i miljøvenlig energi, stadig stigende forurening, øget forbrug af pesticider, en uddøen af arter i et omfang, der svarer til fortidens globale katastrofer, øget bilisme og lastvognstrafik, stagnation af kollektiv transport, en voksende skov- og naturforarmelse og et landbrug, der sætter global rekord i omfang og intensivitet – for blot at nævne få eksempler.

De seneste ti års skiftende miljøministre har effektivt afviklet dansk natur og miljø, og man får let det indtryk, at de har været på lønningslisten hos landbrugslobbyen. Den første lagde skamløst ud med at nedsable Miljøministeriet til en skygge af sig selv og med at halvere dansk miljøovervågning.

De efterfølgende skammede sig tilsyneladende, hvorfor deres natur- og miljøafvikling retorisk blev vendt til det modsatte. Men som en parodi på Kejserens Nye Klæder blafrede deres blottede baller i den varme luft fra utallige skåltaler om egne naturmæssige evner og intentioner, mens et stolt Landbrug & Fødevarer-stempel blinkede i prangende neonfarver hen over deres kridhvide bagdele.

Den nuværende miljøminister overgår forgængerne i ubehjælpsom utilstrækkelighed, og var det ikke for de omfattende skader på natur og miljø, der følger i kølvandet på dette politiske eksempel på en elefant i en glasbutik, kunne men fristes til at føle medlidenhed med hende.

Vi lever i en materiel overflod, der ganske simpelt afvikler vore jordklode. Den udvikling har de seneste ti års dansk politik styrket og opmuntret til. Vores levevis er nu en af de mest ressourcekrævende i hele verden. Lever alle, som vi danskere, har verden brug for ressourcerne fra fire og en halv jordkloder.

Siden 2001 har Danmark raslet ned ad rangstigen for grønne nationer og er i dag en kulsort skamplet. Om en ny regering har væsentligt større natur- og miljømæssige evner og ambitioner er vanskeligt at spå om, men med manglende fantasi til at forestille sig, at det kan blive værre, kan det måske kun blive bedre.

At sætte et grønt kryds den 15. september er at krydse ja til mennesker, dyr og natur i en bæredygtig verden og nej til at fortsætte ti års sort Danmarkshistorie…

 Leave a Reply

(påkrævet)

(påkrævet)

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>