Har Jorden ret til at eksistere?

 Posted by at 10:10
Apr 202011
 

Forestil dig at man indfører en lovgivning, der giver Jorden samme eksistensrettigheder som vi mennesker – retten til livet og retten til ikke at blive mishandlet. Det sker i Bolivia!

Der skal tænkes radikalt anderledes for at sætte en stopper for den katastrofale udvikling, som Jorden, vores levested, lider under. I en artikel i fotomagasinet Zoom om mit besøg i Yellowstone Nationalpark i USA skrev jeg, at min naive drøm er at tage formålsparagraffen for oprettelsen af verdens første nationalpark og indføre den som guide for bevarelsen af vores Jord:

”Det grundlæggende formål er at bevare landskaberne, naturen, de historiske steder og de vilde dyr, og benyttelse må kun ske i et omfang, så området ikke påvirkes for eftertiden”.

I Bolivia er regeringen, under præsident Evo Morales, ved at virkeliggøre tankegangen om, at Pachamama, Moder Jord, skal beskyttes via lovgivning og have sine egne rettigheder med Moder Jords Lov:

- Retten til livet og til at eksistere

- Retten til at fungere som et balanceret økosystem fri for forandring forårsaget af mennesker

- Retten til at have rent luft og vand

- Retten til ikke at blive forurenet

- Retten til ikke at blive cellemæssigt modificeret eller genetisk ændret.

Bolivia: Fighting the climate wars – The Guardian, video

Rationelt er det ganske indlysende, at Jorden bør have ret til at være og til at blive beskyttet – forudsat at vi mennesker fremover selv vil eksistere. Faktuelt er det ikke virkeligheden. Jorden, som vi kender den, afvikles effektivt grundet ekspandering af menneskeheden og artens destruktive trang til at leve fedt og godt i selvisk, materiel overflod.

Og ødelæggelsesspiralen fører direkte mod – ja, mod hvad? Arternes undergang? Menneskehedens undergang? Jordens undergang? Det er reelt ikke til at vide, men noget sker der, og det er tydeligvis ikke en forbedring af verdens tilstand – tværtimod. Vores planet har det ikke godt, og som stilheden før stormen venter vi måske på, hvornår Moder Jord ryster sit åg, menneskeheden, af sig, så hun igen kan leve og ånde frit.

Alverdens klimatopmøder er mundet ud i varm luft og skåltaler, der dækker over kollektiv, viljeløs handlingslammelse og indædt forsvar af lokale og regionale politiske og økonomiske interesser uden plads til globalt fællesskab og indsats for klima, miljø, natur – vores eksistens.

På lokalt niveau er vi begunstiget med indskrænkede og visionsløse politikere uden evne, vilje eller mod til at gøre det nødvendige. Vores miljøminister vendte triumferende hjem fra FN-topmødet Japan i november og berettede om den fantastiske aftale om at standse arternes uddøen senest i 2020, uden i øvrigt at hænge sig i den skammelige kendsgerning, at samme hensigt var kuldsejlet som 2010-målsætning.

Den vestlige verdens indsats over for natur, miljø og klima er eventyret om Kejserens Nye Klæder: Iklædt bar røv går vi til grunde ved at save den gren over, som vi selv sidder på. Mens vi selvfedt drukner i fladskærme, firehjulstrækkere og nye køkkener, forsøger folk med indsigt og visioner for vores arts overlevelse at vende vores frie fald mod selvdestruktion til en holdbar løsning både for os mennesker og for Moder Jord.

Problemstillingen er simpel: Vil vi overleve som art på en Jord, der er til at leve på? Eller vil vi gå til grunde i kapløbet om rigdom og velstand? Er svaret ja til første spørgsmål, skal vi tænke, som de oprindelige befolkninger i f. eks Bolivia, der forstår livet i samspil med naturen. Er svaret ja til spørgsmål nummer to, skal vi bare gøre, som vi plejer…